BaktiQuant
Dokumenteret Drikkevandssikkerhed i Brønderslev Forsyning.
BactiQuant® er en ny dansk-udviklet metode til påvisning og kvantificering af totalkim i brugsvand.
Metoden er velegnet til anvendelse i systematisk hygiejne overvågning, såsom Dokumenteret Drikkevandsikkerhed (DDS) og HACCP hygiejne programmer. Med BactiQuant® metoden kan kontaminanter opkoncentreres fra større vandvoluminer. Dette gør det muligt at operere med korte analysetider, typisk 10-30 minutter, selv ved lave koncentrationer af bakterier. BactiQuant® kan anvendes på en række forskellige vandtyper herunder drikkevand. Metoden er udviklet af firmaet Mycometer.
Kun personer som har modtaget et bruger certificeringsbevis fra en godkendt instruktør må udføre analysen.
BactiQuant® metoden kan leveres som mobilt udstyr. Dette gør det muligt at foretage systematisk gennemgang af større vandsystemer ”On Location”. En hurtig lokalisering af problemer i brugsvandsystemer sparer tid og penge. I forbindelse med forureningssager vil teknikere hurtigt kunne afgrænse problemet og herved hurtigere kunne iværksætte tiltag som reducerer skadens omfang.
Dokumenteret Drikkevandssikkerhed i Brønderslev Forsyning
I Brønderslev anvendes BQ til at overvåge vores vandkvalitet og som redskab til anvendelse ved forureningssager. Vore forbrugere vil opleve, at vi i forbindelse med henvendelser om vandkvaliteten vil anvende BQ som værktøj til at sikre, at forbrugerne altid kan drikke vand af høj kvalitet. Udover at anvende BQ ved forbrugerinstallationer anvendes det til kontrol af bakterier på ledningsnettet. Brønderslev Forsyning kan således selv overvåge drikkevandet til gavn for vores forbrugere.
Vores erfaring med BQ indtil videre er, at vi har modtaget et værktøj der giver en enestående viden om vandets indhold af bakterier, og vi kan checke installationer ved kunder, ledningsnettet samt vandværkerne. Dette giver os mulighed for, at gribe tidligt ind ved mistanke om forurening med bakterier. Ved ledningsrenoveringer i vandforsyningen vil man hurtigere kunne give klarmeldinger til idriftsættelse af ledningssystemer efter renovering
For at arbejde med BQ i dagligdagen anvendes nedenstående farvesystem, til at fastsætte om analysen er problematisk eller ej.
Grøn kategori betegner bedste kvalitet, dvs. det niveau, som ikke kræver handling.
Gul kategori betyder, at vandet befinder sig i et område mellem normal og kritisk. Man vil ved ca. 20 % af prøverne kunne finde overskridelser af den gældende acceptgrænse på 200 kim/ml (DS/EN ISO 6222, ved 22 grader celcius) Har man målinger i denne kategori er der behov for at øge overvågningen lokalt og eventuelt indføre foranstaltninger, som kan sikre, at vandet fortsat lever op til vandkvalitetskravene.
Rød kategori betyder, at der er en uacceptabel høj risiko for at vandet ikke overholder vandkvalitetsmålene. Dette vil kræve iværksættelse af foranstaltninger straks samt analyser ved akkrediteret laboratorium.
|
Metoden kan kalibreres til andre vandtyper og detektionsgrænser. |
|
For yderligere spørgsmål henvises til www. mycomenter.dk eller du kan kontakte Brønderslev Forsyning A/S.